Operation : Orfeo er en genial opera, som jeg tidligere har arbejdet med på ITU og nu endelig har oplevet! Det er den klassiske historie om Orfeo, der rejser til dødsriget for at hente sin elskede Eurydike - Men opsætningen er foretaget af Hotel Pro Forma, som udfører en operation: Det narrative forløb splittes ad og samles i en ny audiovisuel form.
Det koncept arbejdede jeg med i et ITU-projekt, hvor vi udviklede en interaktiv trailer til Operation : Orfeo. Den består af en intro og fire forskellige rum, hvor man kan udforske elementerne i forestillingen: Scene, grafik, musik/tekst og myte. Det er altså ikke en eksplicit formidlende form, men tænkt som en appetitvækker til det audiovisuelle univers. Traileren afspejler både forestillingens dissikerede elementer og det stramme grafiske univers. Er selv ganske stolt af konceptet - scenekunst kan netop formidles langt mere visuelt, end det sker i dag.